Corderitos de Dios

Halløj og velkommen tilbage! Jeg har kløet mig lidt længe i nakken over, hvordan jeg mon skulle få sammenfattet alle de indtryk, oplevelser og tanker jeg har haft gennem min første tid her på Corderitos de Dios – det er vist lidt i overkanten hvis alt skal med, så du må spørge hvis du vil vide mere om f.eks. cykelstierne eller varmesystemerne her (hint: det bruger man ikke.)

Sådan ser her ud:

Pink hus: Sala Cuna (de små), gult hus: medium piger, lilla hus: store piger

Kontorbygning med computerrum, krearum mm. og kirken bagved

De store drenge har nok vundet den bedste udsigt

Medium Boys’ helt nye cabaña

Men her går det godt. Jeg er faldet godt til med landet, sproget (sådan da), personalet, medvolontører, arbejdsopgaver og ikke mindst børnene. Med 70 af dem kan jeg godt mærke at det tager noget tid og energi at lære dem at kende, men hold da op, det er nogle seje børn og unge. Sjove, kloge, dygtige, omsorgsfulde for hinanden – og selvfølgelig nogle gange helt umulige, og med barske historier i bagagen.

Snolder og garn! (Jeg ved ikke lige hvorfor de har huer på, her er ret varmt)

Mine arbejdsopgaver her består af at stå frygtelig tidligt op i hverdagen – 4.45 kan jeg strække den til – og tage i skole sammen med de børn, der også går på Cordero-skolen i Tegucigalpa (du kan læse mere om alle deres projekter her: http://www.lambinstitute.org/ministries).

Skolen har fra februar i år sat et nyt mål: at alle elever, dvs. fra vuggestuen til 9 kl. skal have engelskundervisning – og der kommer vi volontører også ind i billedet. Vi har indimellem nogle undervisningsopgaver og hjælper ellers med hvad vi kan – vi har f.eks. interviewet alle elever for at teste engelskniveauet. Nogle gange er der ikke så meget at lave, det skal man lige vænne sig til. Men super sjovt at snakke med børnene – en af dem har ikke helt fanget tiltaleformerne og kalder mig stadig ‘Mister Mia’, hvilket jeg synes er nice!

Når skoledagen er slut hopper vi i bussen og kører tilbage til børnehjemmet – en langsommelig affære, eftersom der har været vejarbejde, lige så længe jeg har været her.

Så skal vi volontører lige have en kop kaffe inden vi hjælper med lektier – her er to andre danske volontører, Kristina og Kristina, og Jenny fra USA der er ansvarlig for preschool-undervisningen, som nu også foregår delvist på engelsk. 

Kristina 1, tía Berlin, Jenny, tía Rosa og Kristina 2

 

Når det er overstået er aftenen fri til at være sammen med børnene, snakke med personalet eller selv slappe lidt af, hvilket også nogle gange er nødvendigt. Jeg er tilknyttet huset med mellem-pigerne (8-12 år), som jeg spiser sammen med, en energisk flok på 10, og så deres tía (‘tante’) og kok. Meen når man får lidt nok af præ-teenage-problemer er det også sjovt at hænge ud med de mellemste drenge, tumle med de mindste eller snakke med de store.

Weekender er lidt mere afslappede – kortspil, fodbold og gåtur til pulperíaet (kiosken) er populært, hvis der ikke i forvejen sker noget, eksempelvis har vi været en tur til en svømmepøl og smadret piñatas – ligesom fastelavnstønder, men udsmykket som fx tegneseriefigurer – og det behøver man ikke være mere end tre år for at være med til, se selv nedenunder! Og så har børnehjemmet deres egen kirke hvor der er gudstjeneste hver søndag – nogle af de store selv har dannet et lovsangsband som spiller, fik jeg nævnt hvor seje de er?

Piñata!

 

Pas nu godt på hinanden og nyd foråret i Danmark!

 

Skolen i Tegucigalpa – nu med lysegul og mørkegrøn uniform, den er SÅ flot….

Badeland med pigerne

Gudstjeneste

På besøg hos en flok familier i bjergene – 2 timer ad stejle, snoede stier (på hest), nogle enormt venlige mennesker!

Hr. Krabbe med øjne på stilke

ASTA kom lige forbi Honduras, så vi tog en tur til Utila – der er nice!

Til venstre den klassiske Honduras: æg, bønnemos, skinke, ost og tortilla

 

…Og jeg får nok at spise

Nu har min lillebror – min ellers iskolde lillebror (love you) – bedt mig om at få skrevet noget, så nu må jeg hellere gøre det. Årsagerne (udover at jeg ikke er så tosset med blogs) er, at dagene her er ret travle. I mandags ankom jeg til Tegucigalpa, sammen med to søde medvolontører, Annika og Lene. Nu er vi i alt ni volontører, der bor i en lejlighed tilknyttet Viva-organisationens kontor i hovedstaden. Dagene går med intensiv spansk- og kulturundervisning, se lidt af byen og lære de andre at kende – det går indtil videre meget fint!

Vores helt egen stue med julelys

Det har været nogle helt vildt spændende og trættende dage, bl.a. har vi hørt om Viva Honduras’ andre projekter, f.eks. deres anti-korruptionsprogram (en ‘lille’ detalje: Mens vi sad og fik undervisning var landets uddannelsesminister forbi kontoret og høre om programmet, og han lovede at gøre undervisning i anti-korruption obligatorisk i de offentlige skoler!!) Der sker altså ting og sager herovre, og vi lærer en hel masse om landet, hvilket giver et lidt større perspektiv på det arbejde vi skal til at udføre – det er fedt at langsomt forstå lidt af hvordan man kan være med i en stor bevægelse, og det er utrolig inspirerende at møde mennesker som elsker deres land og deres folk og knokler for at yde modstand  mod de stærke kræfter der har magten i landet og som bremser udviklingen med deres grådighed. Det glæder jeg mig vildt meget til at lære mere om.

Jeg glæder mig meget og er også ret spændt på at komme ud på projektet hvor jeg skal være -på onsdag!! Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg skal forvente, jeg må tage det som det kommer.

SÅ ellers har jeg det godt, jeg får nok at spise (Vi har den sødeste kok på kontoret, Gladys) og har indtil videre ingen sygdomme – så langt så godt. Næste indlæg er nok om et par uger – spændende hvad der sker imellem!

Pas godt på hinanden!

 

PS. Kære Moster Didda. Man spiser ikke orme eller larver hernede, men jeg skal nok lade dig vide det, hvis jeg ser det.

Søde små fingre

 

Velkommen til!

Hej og velkommen til min rejseblog. Herfra kan man følge med i hvad der sker på et børnehjem i Honduras, og der kan findes info om hvem jeg er, hvad VIVA, som jeg rejser med, står for, og hvordan man kan støtte projektet.

Indtil videre er der dog ikke meget at fortælle, jeg er stadig i Danmark! Jeg rejser tidligt søndag morgen, så lige nu er det alt det praktiske og de mennesker, jeg skal sige farvel til, der fylder. Mæææn selvfølgelig fylder glæden og forventningerne også, nu sker det endelig! Og selvom jeg er nervøs er jeg så utrolig glad for at have taget dette valg, jeg er sikker på at jeg ikke kommer til at fortryde det!

 

Sådan her kan det se ud, når man er meget nervøs