Halløj og velkommen tilbage! Jeg har kløet mig lidt længe i nakken over, hvordan jeg mon skulle få sammenfattet alle de indtryk, oplevelser og tanker jeg har haft gennem min første tid her på Corderitos de Dios – det er vist lidt i overkanten hvis alt skal med, så du må spørge hvis du vil vide mere om f.eks. cykelstierne eller varmesystemerne her (hint: det bruger man ikke.)
Sådan ser her ud:
Pink hus: Sala Cuna (de små), gult hus: medium piger, lilla hus: store piger
Kontorbygning med computerrum, krearum mm. og kirken bagved
De store drenge har nok vundet den bedste udsigt
Medium Boys’ helt nye cabaña
Men her går det godt. Jeg er faldet godt til med landet, sproget (sådan da), personalet, medvolontører, arbejdsopgaver og ikke mindst børnene. Med 70 af dem kan jeg godt mærke at det tager noget tid og energi at lære dem at kende, men hold da op, det er nogle seje børn og unge. Sjove, kloge, dygtige, omsorgsfulde for hinanden – og selvfølgelig nogle gange helt umulige, og med barske historier i bagagen.
Snolder og garn! (Jeg ved ikke lige hvorfor de har huer på, her er ret varmt)
Mine arbejdsopgaver her består af at stå frygtelig tidligt op i hverdagen – 4.45 kan jeg strække den til – og tage i skole sammen med de børn, der også går på Cordero-skolen i Tegucigalpa (du kan læse mere om alle deres projekter her: http://www.lambinstitute.org/ministries).
Skolen har fra februar i år sat et nyt mål: at alle elever, dvs. fra vuggestuen til 9 kl. skal have engelskundervisning – og der kommer vi volontører også ind i billedet. Vi har indimellem nogle undervisningsopgaver og hjælper ellers med hvad vi kan – vi har f.eks. interviewet alle elever for at teste engelskniveauet. Nogle gange er der ikke så meget at lave, det skal man lige vænne sig til. Men super sjovt at snakke med børnene – en af dem har ikke helt fanget tiltaleformerne og kalder mig stadig ‘Mister Mia’, hvilket jeg synes er nice!
Når skoledagen er slut hopper vi i bussen og kører tilbage til børnehjemmet – en langsommelig affære, eftersom der har været vejarbejde, lige så længe jeg har været her.
Så skal vi volontører lige have en kop kaffe inden vi hjælper med lektier – her er to andre danske volontører, Kristina og Kristina, og Jenny fra USA der er ansvarlig for preschool-undervisningen, som nu også foregår delvist på engelsk.
Kristina 1, tía Berlin, Jenny, tía Rosa og Kristina 2
Når det er overstået er aftenen fri til at være sammen med børnene, snakke med personalet eller selv slappe lidt af, hvilket også nogle gange er nødvendigt. Jeg er tilknyttet huset med mellem-pigerne (8-12 år), som jeg spiser sammen med, en energisk flok på 10, og så deres tía (‘tante’) og kok. Meen når man får lidt nok af præ-teenage-problemer er det også sjovt at hænge ud med de mellemste drenge, tumle med de mindste eller snakke med de store.
Weekender er lidt mere afslappede – kortspil, fodbold og gåtur til pulperíaet (kiosken) er populært, hvis der ikke i forvejen sker noget, eksempelvis har vi været en tur til en svømmepøl og smadret piñatas – ligesom fastelavnstønder, men udsmykket som fx tegneseriefigurer – og det behøver man ikke være mere end tre år for at være med til, se selv nedenunder! Og så har børnehjemmet deres egen kirke hvor der er gudstjeneste hver søndag – nogle af de store selv har dannet et lovsangsband som spiller, fik jeg nævnt hvor seje de er?
Piñata!
Pas nu godt på hinanden og nyd foråret i Danmark!
Skolen i Tegucigalpa – nu med lysegul og mørkegrøn uniform, den er SÅ flot….
Badeland med pigerne
Gudstjeneste
På besøg hos en flok familier i bjergene – 2 timer ad stejle, snoede stier (på hest), nogle enormt venlige mennesker!
VOLONTØRliv 